TrygFonden afholder optagelsesprøve for nye besøgshunde i Gørding

Billede fra TrygFonden
dato

Når TrygFondens besøgshunde rykker ud på plejehjem og -boliger i hele Danmark med logrende haler, er der garanti for store smil og gode minder.  
 
Faktisk viser en undersøgelse fra TrygFonden, at 10 ud af 10 besøgshundeejere oplever, at besøgene vækker glæde hos de beboere, de besøger, mens 9 ud af 10 oplever, at besøgene vækker minder. 
 
Nu kan endnu flere hunde blive en del af besøgshundekorpset, der allerede tæller knap 600 af menneskets bedste venner og deres ejere. 
 
Torsdag d. 5. februar afholder TrygFonden nemlig optagelsesprøve for nye besøgshunde på Plejecenter Østergården i Gørding. Her får 31 hunde og deres ejere mulighed for at blive godkendt som besøgshundeteam. 
 
Hos TrygFonden ser de frem til at få endnu flere dedikerede frivillige og deres venlige hunde med i ordningen. 
 
”Livskvalitet er kernen i besøgshundekorpsets arbejde. Hundene giver både omsorg, nærvær og noget at samles om, og samtidig giver det beboernes pårørende tryghed at vide, at deres kære får gode oplevelser i hverdagen. Besøgene betyder også meget for besøgshundeejerne selv, som oplever stor mening med indsatsen, og vi glæder os til at få endnu flere med i korpset,” siger Galina Plesner, projektchef i TrygFonden. 
 
Et særligt bånd 
Lene Hansen besøger fast tre plejehjem i Gørding og Holsted med sin hund Frida, som er en 4-årig golden retriever. Hun er ikke et sekund i tvivl om, at besøgene både vækker glæde og minder hos beboerne. 
 
”Vi besøger primært ældre mennesker med demens, og det er helt tydeligt, hvordan de liver op, når de får Frida på besøg. Selv dem med meget lidt sprog begynder pludselig at fortælle om dengang, de selv havde hund, mens de kæler med hende,” siger Lene Hansen. Hun fortsætter: 
 
”Indtil for nylig besøgte vi fast en ældre kvinde, som var meget glad for Frida. Da kvinden var ved at gå bort, var et af hendes sidste ønsker at få besøg af Frida, hvilket vi selvfølgelig gjorde. Det er utroligt at opleve, hvor stærke bånd der kan opstå mellem mennesker og hunde, selvom de kun ser hinanden en gang om ugen.” 
 
Hundeejere, der er interesserede i at blive frivillige i besøgshundekorpset sammen med deres hund, kan læse mere og tilmelde sig optagelsesprøven på hjemmesiden besøgshunde.dk. Det er ikke muligt at deltage ved blot at møde op. 
 
Fakta om TrygFonden Besøgshunde  
  • TrygFonden Besøgshunde er et korps af knap 600 besøgshunde og deres frivillige ejere, som besøger beboere på plejehjem og -boliger i Danmark. TrygFonden Besøgshunde har eksisteret siden 2010.    
  • TrygFonden har mellem 19. november og 11. december 2025 udført en undersøgelse blandt hundeejerne tilmeldt besøgshundeordningen. Heri svarer 97%, at de oplever, at besøgene vækker glæde hos de beboere, de besøger, mens 87% oplever, at besøgene vækker minder. 
  • TrygFondens besøgshundeteams brugte i 2025 mere end 27.000 timer på at besøge beboere på landets plejehjem og -boliger.   
  • TrygFonden afholder optagelsesprøver over hele landet i 2026. Læs mere på www.besogshunde.dk    
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.